Orientering i forbindelse med CPR-hændelsen i Danmark
De danske myndigheder har i dag oplyst, at uvedkommende har fået uautoriseret adgang til blandt andet navne, adresser og CPR-numre på omkring 8,8 millioner registrerede personer i det danske CPR-register. Det omfatter både nulevende, udrejste og afdøde personer.
CPR-registeret indeholder ikke bankkontooplysninger, og et CPR-nummer giver ikke i sig selv adgang til din netbank eller MitID. Oplysningerne kan dog bruges til at gøre svindelforsøg mere troværdige, hvor en person eksempelvis udgiver sig for at være fra banken, Nets, politiet eller en offentlig myndighed.
For at beskytte dig mod svindel anbefaler vi, at du:
- Er ekstra opmærksom på uventede opkald, SMS'er og mails. Svindlere kan bruge oplysninger fra datalækket til at få deres henvendelser til at virke mere troværdige.
- Undgår at klikke på links i uventede beskeder. Hvis du får en uventet besked fra en virksomhed eller myndighed, så gå direkte ind på deres hjemmeside eller app i stedet for at trykke på linket. Kontakt virksomheden, hvis du er det mindste i tvivl.
- Aldrig deler MitID-oplysninger, engangskoder, adgangskoder, kortoplysninger eller andre fortrolige oplysninger. Banker og myndigheder vil aldrig bede dig om at oplyse adgangskoder, engangskoder eller godkende handlinger i MitID via telefon, SMS eller e-mail.
- Aldrig godkender noget i MitID, som du ikke selv har startet. Vær særligt opmærksom, hvis nogen kontakter dig og beder dig om at godkende noget for at "sikre" din konto eller dine penge.
- Afslutter opkaldet og selv ringer tilbage på organisationens officielle telefonnummer, hvis du er i tvivl. Hvis du modtager et uventet opkald fra en person, der udgiver sig for at være fra banken, Nets, politiet eller en anden myndighed, og du bliver bedt om at udlevere oplysninger eller foretage en handling, bør du straks afslutte opkaldet og selv ringe til organisationens officielle hovednummer.
- Overvejer at oprette en kreditadvarsel på borger.dk. En kreditadvarsel er en markering i CPR, som gør det sværere for andre at optage lån eller kredit i dit navn.
Husk at vi aldrig vil bede dig om at udlevere adgangskoder, engangskoder eller godkende en handling i MitID, som du ikke selv har startet. Har du udleveret oplysninger, godkendt noget i MitID, som du ikke selv har startet, eller har du mistanke om misbrug, skal du straks kontakte os.
Hvis du har udleveret kortoplysninger, bør du straks spærre dit kort.
Læs de officielle anbefalinger på www.sikkerdigital.dk.
