God og stabil udvikling i tredje kvartal
I dag offentliggør Bankivik regnskabet for tredje kvartal, som overordnet set har været præget af god og stabil udvikling på de fleste parametre i koncernen.
Den gode udvikling for koncernen ses blandt andet i en stigning i indlån, udlån og i det forretningsmæssige omfang. Derudover tilbageføres nedskrivninger, hvilket vidner om en god udvikling for forretningen, og at kunderne overordnet set har en robust økonomi.
”Den grønlandske del af forretningen har hidtil i år bidraget med 27 mio. kr. før skat, som vi er tilfredse med, særligt set i lyset af den hårde konkurrence om kunderne. Vi ser det som en vigtig opgave at bidrage til en sund konkurrence på det grønlandske marked, så både privat- og erhvervskunder i hele landet har adgang til attraktive priser og vilkår. Vi ønsker samtidig at sætte fokus på de muligheder, der findes på markedet, og opfordrer alle til løbende at forholde sig til, om deres finansielle løsninger fortsat matcher deres behov og ønsker. Vi står altid klar med personlig rådgivning og en helhedsorienteret tilgang, hvor vi sammen med kunden ser på de løsninger, der passer bedst til den enkelte”, siger Turið F. Arge, administrerede direktør.
Rentestigninger i den kommende tid
Året har også været præget af stigende renter. Renten blev hævet i august og senest i slutningen af sidste måned. Rentestigningerne har betydet, at det er blevet dyrere at låne penge. Til gengæld er indlånsrenten også steget, hvilket betyder, at kunderne får en højere rente på deres opsparing.
Markedet forventer yderligere to renteforhøjelser i løbet af det kommende år.
Selvom de højere renter øger de økonomiske udgifter for kunder med lån, er der ingen tegn på, at bankens kunder har problemer med at betale deres lån. Det afspejles blandt andet i, at omfanget af restancer og overtræk fortsat er stabilt.
Koncernen får ny strategi
Samtidig med at koncernen offentliggør regnskabstallene for tredje kvartal, har bestyrelsen også vedtaget en opdateret strategi, der strækker sig over de kommende fire år. Overordnet set bygger strategien på det gode arbejde og det solide fundament, som koncernen står på i dag.
”Med den opdaterede strategi har vi en klar målsætning om, at det skal være både bedre og nemmere at være kunde hos os. I 2030 skal det f.eks. ikke tage mere end 10 minutter for en privatkunde at blive kunde hos os, og det skal ikke tage mere end en time at få svar på en låneansøgning. Samtidig er det vigtigt, at vi fastholder den personlige og nærværende rådgivning, som vores kunder også har behov for”, siger Turið F. Arge, administrerende direktør.
Derudover lægger strategien også op til en optimering af det allerede tætte samarbejde mellem medarbejderne på Færøerne og i Grønland. Udover de dygtige og lokale medarbejdere i Grønland er Bankivik del af en stor koncern med over 200 medarbejdere.
”Vi kombinerer vores lokale indsigt i Grønland med 120 års erfaring og en bred vifte af kompetencer og branchekendskab fra Færøerne. Hver dag arbejder vores erhvervsrådgivere i Nuuk og Tórshavn tæt sammen, deler viden og udveksler erfaringer på tværs af landegrænser. Det skaber en naturlig bro mellem to samfund, der på mange områder deler de samme muligheder og udfordringer – og giver vores erhvervskunder adgang til viden, erfaringer og perspektiver fra begge lande. Vi har allerede set flere eksempler på, hvordan samspillet mellem Grønland og Færøerne har skabt værdi for vores kunder, og vi ser frem til et endnu stærkere samarbejde til gavn for alle vores erhvervskunder”, siger Turið F. Arge, administrerende direktør.
Koncernens regnskab i hovedtræk
- Resultatet før skat var 187 mio. kr.
- Driftsresultatet før nedskrivninger var 164 mio. kr.
- Bankens udlån udgjorde 9,9 mia. kr.
- Bankens realkreditlån udgjorde 3 mia. kr.
- Bankens indlån udgjorde 11,6 mia. kr.
Bankens ledelse forventer at se fortsat positiv udvikling for koncernen i andet halvår og estimerer, at resultatet for 2026 efter skat vil ligge mellem 225 og 255 mio. kr.
Yderligere oplysninger
Kára Bjarnadóttir Jakobsen, pressekontakt, tlf.: +298 230 473.
